Når jeg betænker den tid og stund
Naar jeg betænker den Tid og Stund,
da jeg skal heden fare,
min Sjæl sig fryder mangelund,
som Fugl ved Dagen klare,
o Dag saa blid,
da al min Strid
skal faa en salig Ende!
Til Glæden sød i Jesu Skød
jeg gaar fra min Elende.
Eja, min Sjæl, vær frisk og bold,
glæd dig i Krist, din Herre!
thi Døden, som var Syndens Sold,
dig nu skal Frelse være;
Straf var den før,
nu er den Dør
og Gang til Himmerige,
nu er min Død
en Søvn saa sød,
al sorg med den maa vige.
Sørg ej, hvor du skal komme hen,
naar du herfra skal vige,
dig favner trygt en fuld tro Ven,
som kan dig aldrig svige:
Guds egen Søn
gør for dig bøn,
at du skal hos ham blive,
sin Fred og Ro
i Himmelbo
han ogsaa dig vil give!
Et Sovekammer er min Grav,
mit legem dér skal hvile,
paa Dommedag staa op deraf,
derpaa jeg ej tør tvi’le;
mit Støv, gak ned
og hvil i Fred,
det onde lad henfare!
Luk Døren til;
naar Gud det vil,
du skuer Dagen klare!
Eja, saa dør jeg gladelig
og frygter ingen Vaade,
mit Liv er Kristus visselig,
og Døden mig en Baade;
dør jeg end her,
jeg lever dér,
hvor Livet ret begynder,
hvor Englekor
med Glæde stor
Guds Salighed forkynder!
