Heksen
1641,
en novembermorgen.
Tågen smyger sig om Ribe by
og om domkirkens klokketårn.
Tunger af ild
under horisontens mørke sky
og hanerne galer
over Ribe by
-og klokkerne, de ringer.
Alle sognets klokker ringer,
ringer for en ny dag.
Det er idag at heksen skal brænde,
brænde på sin stag.
Vognene skumler gennem byen
over broen ud over engens græs
de kører ned til bålet,
der er betalt for toogtyve læs
-og klokkerne, de ringer.
Og så kommer kærren ud,
kærren hvor hun står,
medens vinden blæser,
blæser i hendes hår.
Hun har været på pinebænken
hvor hver tap i hjulet tæller tiden ned,
der hvor helvede
er en evighed.
-og klokkerne, de ringer.
Heksen skal brænde! Heksen skal brænde!
Hun hører stemmerne, hun ser
alle disse ansigter som hun kendte
men ikke kender mer.
Hun har været på pinebænken
hvor hver tap i hjulet tæller tiden ned,
der hvor helvede
er en evighed
-og klokkerne, de ringer.
Der bliver stille, bålet knitrer
og røgen driver sort
hen over mængden der står og stirrer
ind ad helvedes port.
Så spredes de,
båndet der bandt
brister som ved et trylleslag
og der er et stort hul midt iblandt dem
som alle flygter fra
- og klokkerne, de ringer.
Så kalder domkirkens klokker
og alle søger derhen
til et sted hvor fælles skyld
bli'r til fælles retfærd igen.
Og kirkens klokker, de ringer
sjælene ind i sit favntag
og over de bøjede hoveder
velsigner præsten denne dag
-og klokkerne, de ringer.
